Relaterede opslag
Efter et fantastisk halvt år på kardiologisk afdeling på Aabenraa Sygehus starter jeg i dag på Medicinske Sygdomme på Sønderborg Sygehus. Det bliver meget spændende at skulle arbejde med andre medicinske specialer, men også på en ny sygehusmatrikel. Her skal jeg være det næste halve år. Den første dag handler meget om at finde ud af praktiske ting som hvor kitlerne og garderoberne er, hvor skal man møde til konference og hvordan fungerer tingene anderledes på den her afdeling.
#yngrelæger #læger #geriatri
Afdelingslæger over hele landet kører lige nu et Afdelingslægeprojekt, der som forberedelse til næste overenskomst skal sætte fokus på afdelingslægernes faglige udvikling. På Sygehus Sønderjylland har vi valgt som en del af projektet at tilbyde et karriereforløb for afdelingslægerne på sygehuset.
Det giver mulighed for at den enkelte afdelingslæge konkret laver en karriereudviklingsplan sammen med deres ledende overlæge, hvor man aftaler hvilke kurser, opgaver og ansvarsområder man skal arbejde med de kommende år, og som skal bidrage med udvikling både for afdelingslægen og den enkelte afdeling. Man kan vælge forskellige spor, hvor man vil udvikle sine kompetencer inden for ledelse og udvikling, fokus på uddannelse, fokus på arbejdsmiljø, kvalitetsarbejde eller faglig specialisering. Mens projektet kører skal man løbende følge op på og justere i sit karriereudviklingsforløb.
Jeg synes det bliver spændende at se hvilke tanker afdelingslægerne og ledelserne kommer med, når vi på den måde systematiserer karriereudviklingen af afdelingslægerne. Forhåbentlig får vi glade afdelingslæger, som kan se at de udvikler sig i deres arbejde. Det her er i hvert fald vores bud på et afdelingslægeprojekt, jeg glæder mig også til at se hvad de andre sygehuse finder på og hvilke erfaringer der kommer ud af det.
#afdelingslægeprojektet #yngrelæger #læger #afdelingslæger














